»Angiv CO₂-aftryk i DPP« - det lyder, som om man blot skal indtaste en CO₂-værdi. I virkeligheden findes der syv forskellige etablerede metoder, som alle seriøse certificeringsorganer og brancheforeninger støtter. Hvilken metode ESPR kræver, afhænger af produktet.
Her følger et pragmatisk overblik over, hvad der adskiller disse metoder, og hvilke du skal bruge hvornår.
Spørgsmålet om systemgrænser
En CO2-balance er meningsløs uden en systemgrænse. »Produkt X har et fodaftryk på 5 kg CO2eq« er en udtalelse uden kontekst. Fem kilogram - målt indtil hvor?
De tre etablerede systemgrænser:
- Cradle-to-gate - fra udvinding af råstoffer til producentens fabriksport. Udelukker transport til detailhandlen, salg, brug og bortskaffelse.
- Cradle-to-grave - fra vugge til grav. Omfatter brugsfasen og slutningen af produktets levetid.
- Cradle-to-cradle - cradle-to-grave plus anvendelse af genanvendt materiale i det efterfølgende produkt.
EU’s batteriforordning kræver en livscyklusvurdering. ESPR vil forventeligt kræve cradle-to-grave afhængigt af produktkategori (udkastet for tekstiler viser dette).
ISO 14040/14044: det grundlæggende rammeværk
ISO 14040 og 14044 er standarderne for livscyklusvurdering (LCA). De beskriver, hvordan man udarbejder en LCA, men ikke hvilke specifikke regler der gælder for et bestemt produkt.
Logikken:
- Måldefinition og systemgrænse
- Varebalancen (input-output-analyse: materiale- og energistrømme)
- Vurdering af påvirkninger (omregning til CO2-ækvivalenter, vandforbrug osv.)
- Evaluering og følsomhedsanalyse
Når beregningen udføres af et akkrediteret LCA-konsulentfirma, koster en ISO-konform undersøgelse for et produkt typisk mellem 10’000 og 50’000 euro. Beregningen er gyldig i 3 til 5 år, hvorefter den skal opdateres.
PEF: ESPR’s valg
EU har udviklet Product Environmental Footprint (PEF) for at skabe en ensartet metode. PEF bygger på ISO 14040/44, men standardiserer mange beslutninger:
- 16 påvirkningskategorier (ikke kun klima, men også vand, ressourceforbrug, forsuring osv.)
- Definerede beregningsregler
- Standardværdier for manglende data
For mange produktkategorier findes der PEFCR - Product Environmental Footprint Category Rules. De er »noderne« til PEF: præciseringerne for den pågældende produktkategori. Pr. 2026 findes der PEFCR for læder, batterier, maling, mejeriprodukter og nogle flere; tekstiler og emballage er under udvikling.
ESPR satser på PEF. Hvis man i dag bestiller en beregning af CO₂-aftryk, bør man spørge konsulentfirmaet, om det leverer PEF-ready.
EPD: det brancheetablerede alternativ
Miljøproduktdeklarationen (EPD, ISO 14025) er den dominerende form i byggebranchen. Den er også baseret på LCA, men i henhold til EN 15804 (for byggevarer).
EPD’er udstedes af nationale programoperatører - i Tyskland f.eks. IBU, i Schweiz KBOB. En EPD koster pr. produkt omtrent det samme som en fuldstændig PEF-undersøgelse, men infrastrukturen er mere etableret. Næsten alle producenter af cement, stål og træ har allerede EPD’er.
Den nye byggevareforordning (EU) 2024/3110 gør EPD’er obligatoriske for mange kategorier af byggevarer og knytter dem til »Construction Products Passport«. For producenter af byggematerialer: EPD’en forsvinder ikke, den bliver grundlaget.
Cradle-to-gate i praksis: Identificering af hotspots
Hvis De ikke sigter mod det fulde program, men pragmatisk starter med en cradle-to-gate-beregning, kan det gøres med betydeligt mindre indsats. Hyppige hotspots:
- Stål: ca. 1,85 kg CO2eq pr. kg (primærstål), 0,3 til 0,5 kg (elektrolysestål fremstillet af skrot)
- Aluminium: ca. 12 kg CO2eq pr. kg (primært), 0,5 kg (genanvendt)
- Cement: 0,8 kg CO2eq pr. kg
- Bomuld: 10 til 30 kg CO2eq pr. kg tekstil, afhængigt af oprindelse og dyrkning
- Polyester: 3,5 til 6 kg CO2eq pr. kg
Disse værdier stammer fra aggregerede databaser som ecoinvent. Til en første oversigt er det tilstrækkeligt at gange: materialevægte gange CO2-faktoren fra ecoinvent. Det er ikke nok til den lovpligtige rapportering, men det hjælper med at træffe interne beslutninger.
Hvilke værdier skal DPP’en vise?
Afhængigt af produktkategori:
- Batterier: CO2-ækvivalent pr. kWh batterikapacitet over hele livscyklussen
- Byggevarer: PCR-baseret EPD-resultat, effektkategorier i henhold til EN 15804
- Tekstiler (udkast): PEF-værdi pr. kilogram tekstilprodukt
Enheden er vigtig. CO₂ pr. stk. er som regel ikke sammenlignelig, da produktstørrelserne varierer. Derfor henvises der altid til en funktionel enhed - kg, m², kWh.
Den hyppigste fejl: At anmode om leverandørdata for sent
70 til 85 procent af et slutprodukts miljøaftryk består af leverandørers emissioner. Hvis din leverandør ikke har LCA-data, har dit slutprodukt heller ikke nogen. Spørg dine 10 største leverandører om Scope 1- og Scope 2-emissionsdata nu, ikke seks måneder før ESPR-fristen. Den typiske leveringstid for data i et B2B-forhold er 9 til 18 måneder.
Greenhouse Gas Protocols opdeling i Scope-kategorier er en hjælp:
- Scope 1 - egne direkte emissioner (forbrænding på stedet)
- Scope 2 - indirekte emissioner fra indkøbt energi (el, varme)
- Scope 3 - alle andre emissioner i værdikæden (ofte 70 procent og mere af det samlede CO₂-aftryk)
Dine leverandører har som regel Scope 1 under kontrol, og Scope 2 er også til at håndtere. Scope 3 er det egentlige problem - fordi jeres Scope 3 er jeres Scope 1+2. Det forplanter sig opad i kæden.
Pragmatisk anbefaling
Når I nu overvejer, hvilken metode I skal vælge:
- Byggevarer: EPD (er alligevel obligatorisk)
- Batterier: PEF (er alligevel obligatorisk)
- Tekstiler, elektronik, møbler: PEF som arbejdshypotese, med henblik på den delegerede forordning for jeres produktkategori
- Alt andet: ISO 14044 som grundlag og ved behov migrere til PEF eller EPD
Hvad du bør undgå: en proprietær metode, der bagefter ikke stemmer overens med ESPR-formatet. Det medfører dobbeltarbejde.